
I Vesterland arbejder vi på at skabe en tryg ramme, hvor man – hvis man gør sig umage, springer over hvor gærdet er højest og tør drømme stort – bliver en del af et ambitiøst og kærligt fællesskab.
Vi arbejder med musik, mad og mennesker.
Musikken skal være vedkommende, og vi elsker artister, der har noget på hjerte og har lyst til at dele ud af særlige musikalske oplevelser.
Maden skal være lokal og af gode råvarer, og så skal den være økologisk, når det giver mening.
Menneskerne skal have mod til at drømme stort, lyst til at gøre sig umage og så skal de bidrage til fællesskabet.
Vi elsker at vise resten af verden, at vi – herude i den yderste sandrevle længst mod vest – sagtens kan skabe en festival, der præsenterer det allerbedste indenfor musik, mad og mennesker – og vi gør det sammen.

Bag Fanø Vesterland står Foreningen Fanø Vesterland Festival – et fællesskab af godt 1400 frivillige medlemmer, der hvert år er med til at skabe festivalen Vesterland.
På foreningens årlige generalforsamling vælger medlemmerne en bestyrelse, der sammen med festivalens sekretariat sætter retningen for arbejdet i Vesterland.
Foreningen arbejder for at arrangere en årlig musikfestival på Fanø. Et eventuelt overskud fra festivalen går tilbage til øen i form af udlodninger til børn, unge og kulturlivet på Fanø.
Festivalens daglige drift ledes af medarbejderne i sekretariatet, hvor stifter og direktør Jesper Møller fungerer som arrangør og daglig leder. Sekretariatet samarbejder tæt med bestyrelsen, de frivillige, kunstnere, leverandører og lokale aktører for at skabe den særlige stemning, der kendetegner Vesterland.
Sideløbende med foreningens bestyrelse og arbejde med festivalen findes Ejendomsfonden Fanø Vesterland - en erhvervsdrivende fond, der har til formål at støtte Fanø Vesterland Festival og – i forlængelse heraf – at fremme udviklingen af kultur og kulturelle aktiviteter på Fanø.
Tilsammen danner foreningen, sekretariatet og ejendomsfonden et stærkt fundament for Vesterland – et sted, hvor musik, mad og mennesker mødes, og hvor kærligheden til Fanø er fundamentet.