
Selv det mest vanvittige vejr til Vesterland 2026 med blæst og regn kan ikke vælte vores festivalgæster omkuld.
Vinden har nærmest ikke lagt sig fra Vesterland 2026, men allerede nu på billetsalgsdagen kan vi melde udsolgt af samtlige billetter til Vesterland 2027 på få timer.
- Med det vejr vi har haft til årets festival, hvor der både var vind og regn ad libitum før, under og efter Vesterland, så har vi helt ærligt holdt vejret frem mod dagens billetsalg. Oveni bekymringerne om hvorvidt vores gæster ville vende tilbage efter i år kom også det faktum, at vi har været nødsaget til at hæve billetprisen med 200 kroner. 2026-festivalen viste os, hvor skrøbelige vi er, når vi lægger alle vores æg i den kurv, hvor vi under åben himmel kun har 2 dage til at skabe en omsætning. Vind og vejr er en faktor, som vi er nødt til at forholde os til og med de massive tiltag, det krævede for at afvikle en sikker og god festival, så skal der simpelthen flere penge til, siger Jesper Møller.
Opbakningen og støtten fra alle billetkøberne - der køber billetten uden at kende en eneste artist på næste års musikprogram - giver os kærlig energi og ro på bagsmækken til at arbejde frem mod Vesterland 2027 det kommende år.
- Jeg siger det hvert år, men billetsalgsdagen er en ret vild og mærkelig dag. Det er en underlig blanding af sommerfugle i maven, glæde og skuffelse. Sommerfuglene, fordi vi er spændte på, om der dukker nogen op, der vil købe billetter, glæden over at kunne melde udsolgt efter få timer og skuffelsen, som vi deler med de gæster, der desværre går forgæves efter billetterne til Vesterland. Men alt i alt glæder vi os over, at vi nu kan trække i arbejdstøjet sammen med frivilligheden og begynde at skabe Vesterland 2027 i fællesskab, siger Jesper Møller.
Fik du ikke billet til Vesterland 2027, så er det bedste, at tilmelde dig United Tickets venteliste og holde øje med deres Fan to Fan, hvor gæster trygt og sikkert kan købe billetter af hinanden, hvis nogen har købt for mange Vesterland 2027-billetter.
Foto: Emil Nørgaard / Vesterland