Praktik

Helt ude vestpå, hvor der blæser en frisk brise og dufter af hav, har vi skabt en festival med kærlighed til Fanø – musik, mad og mennesker.

Vi er  på udkig efter vores kommende kommunikationspraktikant, der har lyst til at blive en del af vores lille festivalkontor.

Vi søger dig, der har lyst og fagligheden til at løbe med et eller flere kommunikationsprojekter under din praktik og dig, der har lyst til at udvikle og forbedre allerede igangsatte kommunikationsprojekter. 

Vi har lyst til at lære af dig og din faglighed, og vi er sikre på, vi kan tilbyde dig faglig læring og sparring og ikke mindst en praktikplads, hvor du får hands on og en masse kommunikative kilometer i benene. 

I Vesterland er der ikke langt fra idé til projektet er i gang, så har du projektet, hjertet og musklerne, så kan du få lov til meget i Vesterland.

Som kommunikationspraktikant hos Vesterland, kan du f.eks. komme til at arbejde med:

  • Strategisk kommunikation 
  • Presse- og mediearbejde
  • Sociale medier - strategisk, analyse, planer, drift og udvikling
  • Kampagnearbejde (vi har ikke mange salgsprojekter - men mere hjerte-projekter)
  • Kommunikation med gæster/frivillige
  • Strategiske og praktisk planlægning ifht. dækning af festivalen

Til Vesterland 2025 var Alt for damerne forbi og optog deres podcast Skål Søster, som du kan lytte til her.

På kontoret er vi:
Direktør og stifter - Jesper Møller
Kommunikationschef og journalist - Stine Lindharth
Frivilligleder og udviklingskoordinator - Maria Stokholm
Koordinator - Matilde Sørensen (studiemedhjælper)
Fotograf - Helene Sjørslev 

Om Vesterland:

  • Vi afholder Vesterland den 4. & 5. september 2026.
  • Vi har netop udsolgt alle vores billetter på billetsalgsdagen, og vi har ikke offentliggjort en eneste artist.
  • Vi er cirka 11.000 mennesker på festivalen pr. dag, og vi skaber Vesterland sammen med 1450 frivillige fra hele landet.
  • Vi er en festival, der har fokus på musik, mad og mennesker, vi har Fanø i hjertet, og vi skaber rammerne for de særlige, nærværende oplevelser.
  • Vi taler med vores gæster, og vi gør os umage for, at de kan mærke, at Vesterland er et hjerteprojekt.
  • Vi har de seneste år skabt sommerkoncerterne Sommerliv, og vi afholder en frivilligfestival for vores frivillige i det nye år. 

Den kommende tid i Vesterland:
Vi har i sommer ansat Helene, der er fotograf, og som også laver videoer og grafiske opgaver for os. På den måde har vi fået lettere ved at lave foto- og videoprojekter året rundt - og vi har mange historier at fortælle. Vi er for få måneder siden gået i luften med første del af vores nye hjemmeside - anden del kommer inden for nogle måneder og den del handler udelukkende om kommunikation, hvor der også vil ligge opgaver for dig. 

Sociale medier:
Vi er aktive på flere sociale medier, og her er der en masse potentiale til udvikling af vores platforme og kommunikation:
LinkedIn 
Facebook
Instagram

Praktisk:

  • Din praktisk sammensætter vi i fællesskab - du har idéer, drømme, projekter og det samme har vi. 
  • Din arbejdsplads er på gaarden Fanø Vesterland, vores festivalkontor, på Storetoft 11, 6720 Fanø. Det er en gammel stråtækt Fanøgård.
  • Der vil være mulighed for at arbejde hjemmefra på specifikke dage eller i perioder.

Ansøgning:
Send din ansøgning til stine@fanovesterland.dk. 
Du er også velkommen til at kontakte Stine telefonisk med diverse spørgsmål. 

Herunder kan du se nogle af vores filmprojeter
Efter Vesterland-filmen 2025
Kunstvideograf Julie Montauk, som vi har samarbejdet med siden 2023, har endnu engang lavet vores efter-film til Vesterland 2025.
Vi ved godt, at den er alt for lang og alt for “langsom” til at nå langt ud på de sociale medier - men vi elsker den her måde at indkapsle Vesterland på, og for os handler det om at give et lille gensyn og et tilbageblik til festivalen og noget af alt det, vi elsker ved Fanø - naturen, lyset, stemningen, de små Fanøhuse, Vadehavet og Vesterhavet.

Filmprojekt 2020

Mens hele verdenen var på den anden ende, og vores branche ikke anede, hvad vi skulle kommunikere ud, valgte vi at lave det her filmprojekt med de dygtigste videografer, lydfolk, teknikere og ikke mindst fem artister, der er gode venner af Vesterland. Vi fandt fem af vores yndlings steder og lavede denne film som et plaster-på-festival-såret i 2020. 

Skru op for lyden og nyd den.