Vi søger frivilligkoordinator til barselsvikariat

Som frivilligkoordinator bliver du ansigtet udadtil for hele frivilligheden i Vesterland og får en central rolle i at sikre, at vores allerede planlagte årshjul for frivilligheden i 2026 bliver ført ud i livet. Du skaber sammenhæng, struktur og gode oplevelser for vores frivillige gennem året – og bidrager til at alle lykkes i deres opgaver.

Dine arbejdsopgaver

I stillingen får du ansvaret for en bred palette af opgaver - blandt andet:

  • Være Vesterlands ansigt og kontaktpunkt for alle frivillige.

  • Sikre eksekvering af årshjulet for frivilligheden 2026 og følge de planlagte processer.

  • Løbende rekruttering, onboarding og kommunikation med frivillige.

  • Være superbruger i Vesterlands frivilligsystem, herunder oplæring af holdledere og support.

  • Opbygge og vedligeholde gode relationer til frivillige og holdledere.

  • Planlægge, koordinere og afvikle opstartsmøder, workshops, seminar og øvrige arrangementer for frivilligheden.

  • Sikre løbende og tydelig informationsdeling til alle frivillige.

  • Opbygge og lede dit eget hold af frivilligassistenter til Vesterland 2026.

  • Være ansvarlig holdleder for vores Frivilligfest - rekruttering, vagtplan, kommunikation med frivillige samt ansvarlig for afvikling. 

  • Have den overordnede koordinering af frivilligindsatsen under festivalen (august–september).

  • Gennemføre evalueringer - skriftlige, evalueringsmøder samt udarbejde analyser (september–oktober).

  • Være kontaktperson og ansvarlig for frivillig-billetsystemet og samarbejdet med vores eksterne partner.

Dine kompetencer

Vi søger en frivilligkoordinator, der:

  • Arbejder struktureret og organisatorisk stærkt og trives med at følge planer og sikre fremdrift.

  • Har stærke relationsskabende evner og kan skabe tryghed, omsorg og god dialog – også når samtalerne er svære.

  • Er en dygtig kommunikator – både mundtligt og skriftligt.

  • Har solidt administrativt flair og erfaring med IT-systemer, databaser, dokumenthåndtering og opsætning af manualer.

Hvad Vesterland tilbyder

Du får mulighed for at blive en central del af festivalens maskinrum, arbejde tæt med engagerede frivillige og opnå værdifuld erfaring med frivilligkoordination i vores organisation længst mod vest.

Du får en varieret arbejdsrytme, der følger festivalens puls.
Arbejdstiden vil i gennemsnit være:

  • Januar – marts: Ca. 24 timer/uge 

  • April – november: Ca. 37 timer/uge

Der vil være perioder med stor travlhed, især tættere på festivalen - august/september - hvor fleksibilitet forventes, men vi prioriterer også et arbejdsliv i balance.

Ansøgningsproces

  • Ansøgningsfrist: 8. december 2025.

  • Samtaler: Afholdes fysisk på Fanø den 11., 12. og 15. december.

  • Opstart: Januar eller februar 2026.

  • Sidste arbejdsdag: 28. november 2026.

Send ansøgning og CV til frivillighedschef Stine Lindharth på stine@fanovesterland.dk.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Stine på mail eller telefon 27575496.

Da Vesterlands frivilligleder, Maria, går på barsel, søger vi en barselsvikar i 2026. Barselsvikariatet er som frivilligkoordinator, og vi søger en, der kan arbejde struktureret, skabe relationer og arbejde administrativt.